Tantrisk Erotik
Artikel af Andronicus Torp og Magdalena Hansen
Seksualiteten en meget afgørende komponent i et lykkeligt og harmonisk parforhold. Desværre er seksualiteten på mange måder blevet svækket. Det skyldes især nogle grundlæggende misforståelser om orgasme, tilfredsstillelse og seksualitet. Tantra er en spirituel videnskab, som tilbyder det moderne menneske en nøgle til et harmonisk parforhold.
De fleste mennesker har hørt om tantra og ligeså mange har en holdning til tantra. Tantra opfattes som alt fra “sex med røgelse”, til “hyppig sex” og til “indadvendte orgasmer”. For bare få måneder siden kunne Alt for Damerne således fortælle historien om “lækker sex med tantra”, hvor to såkaldte tantrikere fortalte glædestrålende om det, de kalder for tantra. Tantra var for dem “hyppig sex” – i øvrigt med udløsning fra mandens side!
Det er en fundamental misforståelse at tale om tantra og udløsning på samme tid. Det er som at spise kød og være vegetar på samme tid. Fundamentet i den seksuelle tantra er “kontinens” eller “brahmacarya” – tilbageholdelse af de seksuelle væsker. Kontinens betyder, for mandens vedkommende, at han afstår fra selve udløsningen (og det dermed følgende tab af energi), og i stedet kontrollerer orgasmen på en måde så energien løber op gennem rygsøjlen og ekspanderer hele hans væsen. Den intense følelse – som orgasmen giver – forlænges og forstærkes med den “kontrollerede orgasme”, fordi udløsningen rent faktisk afbryder orgasmen. Den grundlæggende misforståelse omkring den mandlige orgasme er, at den ligger i selve udløsningen. Men hvis man eksperimenterer, vil man opleve at orgasmen og udløsningen er adskilt – og at udløsningen ikke er selve orgasmen.
Udløsningen fører til et stort energitab for manden. Når manden formår at undgå udløsningen, “sparer” han dermed på energien, samtidig med at parret opnår en meget væsentlig effekt: Elskovsakten forlænges betydeligt og parret undgår de problemer som er forbundet med altid korte elskovsakter. Som de færreste dybest set ønsker at erkende.
Problemerne kan forklares på følgende måde
I tantra siger man at manden er som ild og kvinden er som vand. Ilden brænder let, men går lige så let ud igen. Vandet derimod tager tid før det bliver varmt, men det holder også på varmen længe. Det samme gælder for de seksuelle energier. Manden tændes hurtigt, men bliver også hurtigt tilfredsstillet. Kvinden tager tid før hun bliver varm, men hun forbliver til gengæld varm længe. Denne tidsmæssige forskellighed leder så, i almindelig seksualitet, til frustrationer, da manden tilfredsstilles længe før kvinden. Undersøgelser viser at kvinder generelt har brug for at elske i 30 til 40 minutter før de får en orgasme. For manden er det cirka 7 minutter!
Problemet slutter dog ikke her. For efter udløsningen er manden tappet for energi og udmattet. For de fleste mænd betyder det, at de gerne vil sove eller være for sig selv. De færreste fortsætter den intime akt med intime kærtegn efter udløsningen. Det gør de ikke, fordi de ganske enkelt har mistet den seksuelle energi, der gav dem lysten til kærtegn og intimitet. For kvinden er det sjældent behageligt, når manden vender ryggen til, afslutter intimiteten – og enten tænder for Tv’et, en cigaret eller begynder at snorke. Det er ikke behageligt, fordi kvinden har brug for ømhed og kærlighed efter elskoven. Man siger, at manden giver kærlighed for at få sex, mens kvinden derimod giver sex for at få kærlighed. Derfor kan den manglende intimitet efter elskoven være med til at ødelægge forholdet på længere sigt, ganske enkelt fordi kvindens ikke føler sig elsket i et kritisk øjeblik. Tiden efter elskoven er kritisk fordi manden og kvinden har åbnet sig for hinanden og vist nogle grundlæggende følelser.
Den tantriske orgasme er således vejen til meget mere end intense oplevelser i sengen. Udover de helbredsmæssige fordele af at bevare den seksuelle energi, får parret – med den tantriske seksualitet – en nøgle til intimitet, intensitet og ekstase. De får en måde, hvor de kan være ligeværdige, idet de begge oplever ekstasen – og ikke løber om kap om orgasmen.
Men hvad er vejen til den tantriske orgasme – særligt adskillelsen af orgasme og udløsning?
Den normale orgasme kan opdeles i tre trin.
Første trin er selve orgasmen, andet trin kalder vi for “Point-of-No-Return”, tredje trin er selve udløsningen.
Ved det første trin – orgasmen – bliver manden konfronteret med sin grundlæggende kraft og styrke, som ligger i intensiteten i det, han føler. Ofte er følelsen (og energien) så stærk, at manden i selve orgasmen “mister sig selv”. Han kan ikke forblive bevidst, når han er konfronteret med de kraftige energier. Han mister kontrollen over de stærke seksuelle energier.
Det andet trin følger automatisk og lige efter. Ved “Point-of-No-Return” er de seksuelle væsker blevet frigjort fra sædblæren og ejakulationen er i praksis startet.
Det tredje trin er ikke til at undgå på nuværende tidspunkt.
Grunden til at de fleste mænd ikke selv erfarer at orgasmen og ejakulationen kan adskilles er, at de tre trin afvikles på mindre end et sekund.
Vejen til den tantriske vej kan forklares på to niveauer.
På det abstrakte niveau er hemmeligheden bag den tantriske orgasme, at manden forbliver bevidst i midten af de intense følelser og bevarer derved kontrollen over energierne.
På det mere konkrete, fysiske niveau kan manden gøre følgende: Han kan vælge at standse sine bevægelser ved orgasmen, men inden “Point-of-No-Return”. Når intensiteten er (for) stor kan det være en fordel at ånde ud og forholde sig helt stille – indtil “stormen” er ovre. Åndedrættet er afgørende og nøglen er, at ved en indånding bevares intensiteten (fx kan orgasmen forlænges) og ved udånding afbrydes intensiteten. Parret kan således lege med åndedrættet afhængigt af, hvilken effekt de ønsker at opnå.
Således kan parret med nogle enkle metoder, forlænge elskoven og opleve ekstasen sammen. Det giver ethvert par et solidt fundament for at udvikle forholdet.
Forskellen mellem den “normale” elskov og den tantriske
Den normale seksuelle akt kan opdeles i fire faser. Første fase er forspillet, generelt sker der det, at manden får en erektion og kvinden bliver våd.
Anden fase er opladningen af de seksuelle energier, selve den seksuelle akt. Vejrtrækningsrytmen, pulsen og blodtrykket forhøjes og generelt er der en følelse af spænding i kroppen.
Tredje fase er orgasmen. Den opbyggede seksuelle energi spredes fra kønsorganerne til hele kroppen. Manden ejakulerer og mærker, hvis han er heldig, et kort øjeblik glimtet af orgasmen, inden ejakulationen dræner hans seksuelle energi.
Sidste fase er afmatningen. Kroppen falder til ro og bevidstheden, der oftest går tabt under orgasmen vender tilbage. Problemet er meget tydeligt.
Den tantriske elskov adskiller sig fundamentalt fra den “normale”. Tidsmæssigt er den længere og den kan let føre til adskillige orgasmer, både for manden og kvinden. Grundlæggende er der også fire faser, der dog er fundamentalt forskellige fra den “normale” elskov. Den første fase er naturligvis vækkelsen af det seksuelle begær, hvor lysten til at elske vækkes. Anden fase inkluderer forspillet, der sagtens kan vare fra en halv til en hel time for at give kvinden tid til at aktivere sine energier og dermed gøre det lettere for manden at kontrollere disse under elskoven.
Efter forspillet kommer naturligvis den seksuelle akt. Det, der her adskiller den tantriske elskov er, at tantrikkerne har erfaret, at orgasmen og ejakulationen ikke er en enhed, men at disse kan adskilles. Samme proces gælder for kvinder, der skal undgå de eksplosive orgasmer hvori der forekommer et tab af energi. Måden for en kvinde at mærke om hun har haft en kontinent orgasme er, at hvis hun efter orgasmen har samme eller endda en forøget seksuel energi var orgasmen kontinent, hvis ikke, har hun tabt hele eller dele af sin seksuelle energi. Dog er kvinder naturtalenter. Der kræves ofte blot en teoretisk gennemgang for at en kvinde der ønsker det, kan praktisere tantra.
Ser vi på effekterne af den “normale” og den tantriske elskov er det første karakteristika at den “normale” orgasme afsluttes med at den erotiske energi bortødsles uigenkaldeligt og nytteløst gennem ejakulationen, hvorved også elskovens intensitet formindskes meget i forhold til hvordan den var i begyndelsen af elskoven. Herimod er der ikke nogen tvungen afslutning af den tantriske elskov. Da de seksuelle energier transmuteres (omdannes) og sublimeres (hæves til højere energiformer) gennem den implosive orgasme uden ejakulation, sker der intet tab af energi og elskoven kan fortsætte så længe som de elskende har lyst. Elskoven bliver ligeledes mere og mere intens jo længere den fortsætter, da der ikke forekommer noget tab af energi.
Tidsmæssigt er den “normale” orgasme meget kort, for de fleste mænd kun en brøkdel af et sekund, hvorved der fremkaldes en nostalgisk længsel efter dens glimtende manifestation. Den tantriske orgasme varer i begyndelsen også kun et kort øjeblik, men efterhånden vil dens varighed dreje sig om sekunder, så minutter og slutteligt er det reelt muligt at have orgasmiske tilstande af intens lyksagelighed i timevis, både under og efter elskoven.
Den “normale” orgasme begrænser sig til den fysiske krop. Den tantriske orgasme derimod spreder sig til hele dit væsen, både fysisk, emotionelt og mentalt. Den giver en følelse af tilfredsstillelse på alle planer af dit væsen. Ligeledes vil man gennem den tantriske praksis opdage, at man har mere overskud i hverdagen, ens humør forbedres, søvnbehovet mindskes betydeligt, stres og stressrelaterede symptomer forsvinder fuldstændigt, sygdomme kureres og parforholdet udvikler sig hurtigt i en positiv og harmonisk retning.
Hvor den “normale” elskov som oftest, for mandens vedkommende, er en reflekshandling af frem- og tilbagebevægelser i et ihærdigt forsøg på at ejakulere, er den tantriske orgasme en hyberbevidst handling, der er fuldkomment behersket.
I de tantriske tekster siges det, at måden man handler på i soveværelset reflekteres i ens handlinger i hverdagen. Med dette forstås, at hvis man er bevidst, fokuseret og kærlig i sin elskov vil man gradvist også blive dette i hele sit liv. Hvis ens elskov derimod er en refleksiv søgen efter personlig nydelse, er det naturligvis dette, der vil reflekteres i ens hverdag.
Slutteligt leder den “normale” elskov til tilknytning og selvisk begær, man føler, at man besidder sin partner og føler sig berettiget til at kontrollere denne. Ligeledes forsvinder kærligheden og lysten til hinanden, opslugt af det ukontrollerede seksuelle begær. Den tantriske elskov leder derimod til stigende kærlighed mellem de elskende og en forvandling af den seksuelle energi, til en følelse af indre forsoning og varig lykke, som man i ømhed og taknemmelighed giver til sin elskede.
Se mere på www.natha.dk