Hvordan påvirker ubalancer i krop, sind og ånd hinanden?

Foredrag v. Rie Jespersen
Lørdag kl. 11.00 – 11.45 i privatsikring lounge – 2. sal

Det banebrydende værktøj Kropskoden (Body Code) giver nye indsigter i sammenhængen mellem krop, sind og ånd. Få ny viden om kroppens fantastiske intelligens, og hvor let det er at hjælpe kroppen i balance igen. Oplev en live demonstration af Kropskoden på en frivillig fra publikum.

Gennem livet kan følelsesmæssige, mentale, energetiske og fysiske ubalancer bygge sig op i vores krop. Hvis de ikke bliver balancerede, vil de med tiden skabe problemer i vores liv, fx i form af sygdom eller skader.

Den dårlige nyhed er, at vi slæber rundt på en masse ubalancer; ikke kun vores egne, men også nogle, vi har indoptaget fra andre, eller arvet fra vores forfædre. Den gode nyhed er, at så snart vi kender ubalancerne, er de lette at komme af med.

Kropskoden er et fantastisk nyt værktøj, hvor kinesiologisk muskeltestning bruges til at identificere de vigtigste ubalancer bag et problem, hvorefter ubalancerne korrigeres med strøg hen over hovedmeridianbanen.

Kropskoden, der også er kendt som The Body Code, er overbygningen til det kendte og populære værktøj Emotionskoden. Metoden kommer fra USA og er udviklet af Dr. Bradley Nelson. Metoderne blev kendt i Danmark, da bogen ‘Emotionskoden’ udkom på dansk som månedens bog i Psyke & Sjæl i foråret 2022.

Rie Jespersen

er blot 35 år, men har i 5 år levet fuld tid af at opfylde sit livsformål ved at hjælpe andre gennem hypnoterapi, regressionsrejser, Emotionskoden og Kropskoden, healing og klarsyn samt som forfatter, foredragsholder, spirituel rejseguide og underviser.
Hun er også uddannet antropolog fra Århus Universitet. Måske kender du hende fra TV-programmet ‘Indefra med Anders Agger: Spirituel’ på DR eller fra Christian Fuhlendorffs podcasts ‘Hva’ så?!’ og ‘Op ad Kaninhullet’.

Rie har sin klinik på Egå Marina nord for Århus og giver også behandlinger online. Mange af Ries klienter føler en længsel efter at kende og udleve deres livsformål, men mangler klarheden og modet til at kunne handle på længslen. Derfor afholder Rie fra januar 2025 udviklingsforløbet ‘Opfyld dit Livsformål’, som finder sted i Mejlgade 28 og online.