Hildegard af Bingen – den økologiske profet
Foredrag v. Benedicte Tønsberg
Lørdag kl. 14.00 – 14.45 i lokale Fjorden på 1. sal
“Menneskehed, tag og kast et godt blik på dig selv. Du har i dig himmel og jord og hele skabelsen. Du er en verden – alt ligger skjult i dig” – Hildegard 1098-1179.
Et af de fundamentale principper i den tyske nonne Hildegard af Bingens livsanskuelse er begrebet Viriditas, som kan oversættes guddommelig grøn gro- og spirekraft. Viriditas er den livskraft, som vibrerer i naturen, men også i kroppen og i det indre liv.
Hildegard var mystiker, forfatter, komponist og læge.
Men hun var også økologisk profet, både i sin kosmologi, når hun opfatter universet som et æg i Guds livmoder og i sin insisteren på, at en kærlig, grøn livskraft gennemstrømmer og forbinder alt i kosmos. Men vi må ligesom få øje på den, ære den og forundres.
Også forskere indenfor holistisk medicin, som opfatter krop og sjæl som en helhed, inspireres af Hildegard, når man undersøger, hvad det er, der blokerer en patients adgang til den livgivende, grønne energi
Benedicte Tønsberg
er født i 1956 og er pilgrimspræst, retrætevejleder og åndelig vejleder. Hun bor i Vrads syd for Silkeborg.
Er optaget af keltisk spiritualitet og inspireret af Findhorn kommunitetet i Skotland.
Har været sognepræst på Mors og stiftspræst for åndeligt søgende i Aalborg Stift.